Jeg var ikke særlig gammel, før jeg vidste, jeg ville bo på landet en dag...

Jeg var ikke særlig gammel, før jeg vidste, jeg ville bo på landet en dag med natur, dyrehold og med plads til at være mig. Endnu før jeg flyttede hjemmefra, havde jeg forelsket mig i de skotske højlandskvæg og besluttet, at sådan nogle skulle jeg have. I 2005 købte jeg Troldegården sammen med min daværende mand, et lille husmandssted med ældre stuehus med tilhørende garage ombygget til lejlighed og med gamle faldefærdige staldbygninger. Min far sagde, at det var noget gammelt lort, et sminket lig, og at det var en dårlig ide. Han tog ikke helt fejl, alt var ulovligt og råddent. Hver gang vi gik i gang med at renovere et sted - greb det om sig. Livet på landet var ikke min mands kop te, så efter fødslen af vores datter, overtog jeg gården alene. Jeg arbejdede i København som ejendomsmægler, måtte køre tidligt for at hente børn, hvorefter jeg om aftenen, når ungerne var lagt i seng, forsøgte at nå det jeg skulle arbejdsmæssigt. Jeg klippede gran i skoven til juledekorationer om vinteren og tegnede portrætter om aftenen, for at tjene til tøj og mad. Jeg havde mavepine hver gang der kom uforudsete regninger. Jeg lejede lejligheden i den gamle garage ud, og opdagede hvor svært det er at tage bestik af nye lejere, når man skulle vælge hvem der skulle flytte ind. 

Mine dårlige oplevelser med lejeren, satte tankerne i gang om, hvordan gården kunne bidrage på anden vis. Og sådan fik jeg ideen til vores lille B&B. Det ekstra værelse i stueplan med tilhørende badeværelse, blev møbleret med møbler fra den blå avis - og så var jeg i gang. Jeg havde ikke regnet med så stor interesse for at bo her på gården, men havde regnet på, at bare et par gæster om måneden ville være nok til at lette økonomien. Det gik rigtig godt, og jeg udvidede med den gamle lejlighed. Rev så i 2016-17 det meste af den ene stald ned og byggede pejsestuen. I 2017-18 blev Svalestalden til. Jeg har stadig mit job i København - og stadig al min gæld. Men jeg har ikke mavepine mere. Jeg regner bestemt med, at ungerne og jeg kan blive på gården indtil mine børnebørn løber rundt. Jeg har heldigvis et hoved fuld af ideer og masser af gåpåmod, så jeg håber på at få mulighed for, at føre flere af mine ideer ud i livet - og at I som gæster vil synes om Troldegården. Pas godt på Troldegården - hvis I kigger forbi - det har kostet blod, sved og tårer at komme så langt. Vi ses - Helle